Vores Zwartbles

Vi har gennem opstarten og løbende indkøbt avlsdyr rundt omkring i forskellige besætninger i Jylland. Vi har foretaget mange udskiftninger undervejs og selekteret kraftigt, for at finde de avlsdyr vi synes bedst om at bruge. Vi har stort set sorteret de mest spinkle moderdyr fra, men da vi samtidig ønsker at bevare de lange ben og den gode højde og holdning, så er den ‘slanke model’ ikke helt til at komme uden om i avlen, da helhedsindtrykket lynhurtigt skifter karakter, hvis man fokuserer for meget på kød og bredde og det synes vi er synd for racen. Vi ønsker/forsøger at avle en type midt imellem, men hvor det vigtigste stadig er højden, den høje hovedholdning og den buede ‘Romernæse’, som er alle de typiske kendetegn for den klassiske Zwartbles. I sidste ende har vi også en stor respekt for racens historiske oprindelse og mener, at man bør bevare så mange af de oprindelige karakteristika som overhovedet mulig. Lige så snart man ønsker at avle konsekvent på bredde og mere kød, så går det desværre også ud over både benlængde, holdning og elegancen i bevægelserne og det ønsker vi bestemt ikke. De skal have stærke og velstillede ben, som de med lethed kan bevæge sig rundt på, også i vanskeligt terræn og det har vi her på stedet. De ‘langbenede’ bevæger sig ubesværet og hurtigt i bakkerne og det er vigtigt. Vædderne må gerne være lidt mere til den kraftige side, men med stærkt fundament og kryds. I 2015 har vi brugt to vidt forskellige typer væddere og det bliver spændende at se afkommet efter dem begge i 2016. Fremover vil vi forhåbentlig få mulighed for at bruge flere forskellige importvæddere og dele får/gimmere op i mindre grupper med forskellige væddere og formodentlig kan vi også få held med selv at avle brugbare væddere af høj kvalitet, der kan bidrage til den tiltrængte fortsatte blodfornyelse  i Zwartblesavlen i DK.